Gå til hovedindhold

Befæstelsesgraden

Albertslund Kommune vil gerne fastholde en regulering af mængden af vand, som må ledes til regnvandskloakken.

Indhold

    Albertslund Kommune vil gerne fastholde en regulering af mængden af vand, som må ledes til regnvandskloakken. I tabellen angives den maksimale afløbskoefficient for forskellige typer af arealer.

    Afløbskoefficienten angiver, hvor stor en del af det regnvand, der falder på en matrikel, som må ledes væk fra arealet og ned i kloakken. I en park eller et grønt område vil regnvandet for en stor dels vedkommende kunne sive ned i jorden; vandet vil ikke løbe på overfladen og ned i kloakken, så her vil afløbskoefficienten være nul. På parkeringspladser, veje, flisebelægninger og tage - det man kalder befæstede arealer - er det ikke muligt for vandet at sive ned. Den andel af vand, som må afledes til kloakken fra eksempelvis center- eller industriområder er større end i boligområder, fordi parcelhushaver normalt rummer en del græsareal, hvor vandet kan sive ned - det gør center- og industriområder ikke, så her vil afløbskoefficienten være høj.

    Det er grundejerens ansvar, at afledning af regnvand lever op til de anførte retningslinjer. Hvis ikke skal ejeren for egen regning etablere foranstaltninger til reduktion af afledningen, så afløbskoefficienten overholdes. Grundejeren kan eksempelvis:

    • Mindske det befæstede areal (f.eks. ved permeabel belægning eller reducere arealet som er belagt med asfalt eller fliser)
    • Nedsive tag- og overfladevand (hvis tilladt i området)
    • Etablere forsinkelse på grunden, f.eks. et bassin

     

    Grundejer skal for egen regning sikre evt. foranstaltninger mod opstuvning i kælder, hvis der ønskes sikkerhed udover det af kommunen fastsatte  niveau - j.fr. maksimale afløbskoefficient for det aktuelle område.

    Hvis man eksempelvis bor på en parcelhusmatrikel på 800 m2, så må man i Albertslund Kommune kun aflede regnvand til kloakken fra et areal på 240 m2.Svarende til en afløbskoefficient på 0,3. Man beregner arealet af eksempelvis det flisebelagte areal, som grundejer må aflede vand til kloakken fra ved: Grundareal x afløbskoefficient = det befæstede areal, hvorfra der må ledes regnvand til kloakken. 

    Refusion

    Albertslund Kommune er indstillet på at ophæve tilslutningsretten- og pligten i alle områder af kommunen med hensyn til regnvand. Dette under forudsætning af at regnvandet håndteres miljømæssigt forsvarligt på egen grund.

    Spildevandsselskabet kan ansøges om refusion af tilslutningsbidraget for tag- og overfladevand. Spildevandsselskabet vil tage stilling til om der kan tilbagebetales tilslutningsbidrag efter vurdering af hydraulisk og økonomisk relevans i det konkrete tilfælde. Hvis regnvandet håndteres på egen grund – for eksempel ved nedsivningsanlæg – er det muligt at få refunderet op til 40 % af tilslutningsbidraget. Der skal dog ansøges om en nedsivningstilladelse hos Albertslund Kommune, før der må etableres nedsivningsanlæg.

    Albertslund Kommune vil gerne samarbejde med Spildevandsselskabet om at iværksætte yderligere incitamenter til håndtering af regnvand på egen grund. Særligt med fokus på de områder hvor behovet for regulering er størst.

    Læs om Tilbagebetalingsvedtægter og -praksis på HOFORs hjemmeside.